Niels er Uskyldig

jeg har ikke gjort nogen noget du kan ikke bevise en skid

Jul på Aarhus Banegård

Der er en fyr, der står og onanerer på pissoiret, på herretoilettet på Aarhus Banegård.

Nu har jeg set ham to gange. Jeg kører ikke meget med tog længere, og kan ærligt talt ikke huske hvornår jeg så ham sidst. For all I know, kunne det have været juleaftensdag sidste år. Det kunne da være lidt morsomt.

Read More


There is a war going on. It’s sort of pleasant to think about it as a new kind of war, in that there are technically less guns and swords involved. But don’t get it twisted – that doesn’t mean that there are no weapons.

It is not a new kind of war. It is the oldest kind, older than the wars of pride and dreams, the wars of family claims, the wars of primitive, panicked religion. One is tempted to think of medieval wars as, even, a bit silly. Take for example, how the Danish and Swedish kings, could end a war and then go have dinner together. Medieval wars, you might think, were more akin to sports, a pastime for the whims and pleasure of silly kings and aristocrats.

While that has certainly also been the case, I implore you to resists the temptation, because what follows from that view, is the idea that mankind, and its nations, have transcended those “silly wars” – that there is somehow a categorical difference in the nature of war, other than the methods of its implementation.

While the medieval Kings of Europe might have played blood sport with their serfs, they did not simply play them for love of the game.

Every war, a war over money. Over resources. Over power. The medieval men were simply better sports about it.

There is a war going on in the Middle East. Doesn’t that sentence just strike you as bland? As white noise?

Of course there is! There always has been. It’s a tragedy, we all say, almost in unison. We cry, like greek theatre: “Of course, it is a tragedy!”. But nothing about it surprises you – you might even, secretly, anticipate with a vague, terrible glee, all the wonderful articles you will get to read, that will remind you of just how tragic. All the horrible pictures of ruins drenched in blood, of drowned children, and burning cathedrals. The future and the past both, engulfed in mad flame, until there is only sand and ash.

An aesthetic peculiarity, raw and honest, in a way that tickles our most primal instincts: Blood and ruin. Smoke and sand. Endless decay and endless death.

Not the brightest, nor the most naïve, could honestly imagine the Middle East at peace. It’s a tragedy! Yes! All agree. Why shouldn’t they? The wars should end. Yes! All agree! Well, who are the ones who insist we keep fighting then? Do you know? Evil Isis? Well, then, if its only them, then? They couldn’t possibly fight the entire rest of the world. Well, why do they then? Why do we not form a complete, global coalition? Why haven’t we already? Why, if all agree, can no one honestly imagine the Middle East at peace?

Oh, because the Middle East is at war. It always has been, don’t you know?

This is a lie. A lie we are telling ourselves, most of us, if not all of us. I am still trying to figure out why we so eagerly do that. I think it has something to do with the way our minds structure the world (or rather, our worlds) and the simple historical precedence for how we draw our maps: We prefer a dark centre. Hades, underground. Hel, under the roots of Yggdrasil. Sin, as the centre of man awoken to Gods light. All that jazz. We draw our maps in circles. We like to draw circles around, and out from, Death. On the edges of the world, ‘ere be dragons, but in its swollen heart, there be demons.

Syria is at once the centre stage and the very fringe of our worlds, for the moment – and it is hell, for every living person who’s unlucky enough to be there. Not metaphors about it, I mean that literally. Great and terrible beasts roam that land, dragons and demons alike.

Do you know what they are fighting about?

I don’t think you do. I barely do. And I spend a lot of time thinking about it. Not that that automatically makes me any authority on the matter, but I just wanted to make that confession.

Syria, for all its bloodshed, is not the war. It is a battle. Just as Iraq. Just as Afghanistan. Just as Iran. Every one of the desert states, former or present.

There is a war going on, and we will have no terrible humanitarian Weihnachtsfried between the lieutenants and foot soldiers ever again. We will have no more civilian protests, and no more cries to bring our boys home. And most importantly, the kings will not go have dinner afterwards.

The means of implementation have changed too much.

On the battlefield, first and foremost; no more mercy will come to pass, and truces are a thing of the past. The difference between the wars of Kingdoms and the wars of Empires is that Empires make fever honourable mistakes. Look at Rome, look at Ancient China, look a Britain – look at any of them: For empires, war becomes a thing of efficiency and finance. The death of millions is statistics.

The kings can have no feast, even if they were to want to, for they will not live to see the end of this war. The only ways Kings die in wars, are from making honourable mistakes, or from old age. And our kings are neither honourable, nor do they make mistakes.

There is a war going on in the Middle East. It is about oil. Isn’t that just the blandest statement you could ever read?

It is over both the ownership, and the means of transportation: There is great power and immense wealth in the transportation of resources. This is a trade war. Isis is not real.

Less bland, no? But only slightly. I hear you yawning.

We all know that there is a war over oil in the Middle East. We’ve all heard those sort of complicated conspiracy theories.  We all know – It’s always been like this – Hasn’t it?

Doesn’t it just seem like it has always been just like this?

It hasn’t, though.

Strange, isn’t it?


But why worry about the Middle East!

Isis is no real threat, not existentially, not really. Sure, it’s a tragedy, yes, of course – don’t you already yawn at having to say that again? Saying that again and again and again? You are so powerless, you control no armies, you have to diplomatic leverage, and no say in the matter! Why not focus on something that really matters! Something that affects your own life! Yes, that’s it, we don’t need to worry about the middle east – only peripherally. Europe is burning! The right-wing is moving on our capitals! Donald Trump and Brexit, those are things that matters!

This is a different battle. And the kings do not want you to ever have another Christmas miracle. There is a war going on. And you are taking part.

The battle of Syria, is a battle over pipelines. Kings play gods, that they might move rivers. America is protecting her dollar. Russia struck the dollar, and we have had decades of blood stemming from its broken nose. There are no axis of Evil. There are no coalition. At a certain level of politics – Geopolitics – no one is innocent. No one is worthy of your admiration or allegiance. You might have to give both, eventually, if only to save yourself. But make no mistake: All of them are monsters. Remember, how I said monsters roam the (once-)promised land?

The American presidential election, you might hear, you might read, now more than ever, was a choice between lesser evils.

Doesn’t that just make you fall asleep again? The same story, the same story, the same story: Hasn’t it always been like that?

Hasn’t it?

Why are we so willing to believe that it has?

Why can neither the smartest, nor the most naïve, even imagine it not being like that?


What is going on with our imagination?

One thing is something being unlikely, but it is a different beast altogether, that something is unfeasible. Even unthinkable.

Why do we so eagerly believe? So much so that we willingly lie to one another?


I have a guess.

I think social media has become – or might possibly even have been designed, in part, to be – a geopolitical weapon of war, in which civilians have become bullets.

I’m not entirely sure what the implications of this might be, but I’m going to be thinking about it in the coming days. What I am reasonably sure about, is that social media is easily manipulated. Facebook has long held the keys to the Heavenly Kingdom of Jerusalem.

“Social Media” bred the Arab spring. The Arab spring, in part, has bred regime changes and political manoeuvrings that I’m barely beginning to piece together. It’s a spider’s web.

It’s a new weapon, and everyone is still trying to figure out how to wield it – King and peasant alike. Many of those attempts have been clumsy, and what have followed is records levels of distrust, in European and American citizens, towards the media. To my eyes, lately, it has been spinning out of control.

It rings like echoes of ancient human myths, that for all our fear, that the enemy would use weapons of mass destructions against us, that we make an equally damaging weapon in return, just to have it blow up in our face.


Journalism is the only way out. Not what masquerades as “new” or “alternative” media. It will have to be distributed that way, in a new way. But it must be old Journalism.

We do not live in a post-factual society. That is nonsense. That is a lie, and if you believe it, you are lying to your fellow man. “Post-factual” is simply a liars word for “lies”.

The truth of the matter is that you are being lied to. No more, no less. No ifs, ands, or buts about it. By media, politicians, and all the powers that you might name. The only cure for that, on a sociatal level, is journalism. On a personal level, it is simply honesty.


I hear you yawning.

Of course politicians lie! We all know this! We’ve all always known this!

Of course you cant trust the media completely. We all know this!


Hasn’t it always been like this?

Hasn’t it?














Dark days ahead

What seems to be the underpinning of everything I’m upset about lately, is that it seems like more and more, if not all, people, have started thinking about language – not just politics, or ethics, or any of the things we USE language FOR – but language itself – in a way, were the individual meaning of a sentence, a structure, doesn’t matter.

It doesn’t matter if a given thing is true, or false. All that matters is how it supposedly “affects” the world – which is considered to be COMPLETELY separate from meaning, consistency, and truth-value. Certain statistics are too dangerous to be uttered aloud. Certain ideas are too dangerous to even be considered. certain facts – certain self-evident truths, are resigned to silence, as, (the most common occurrence) “Saying so, would empower the right wing.”

I don’t want to play the right-left game.  That’s not a game I’m interested in. I’m interested in truth, consistency and god damn it, MEANING. Human beings cannot live like this.

And this comes to a point with modern journalism. I can barely read a newspaper any more, without sinking into hours of trying to get my head on straight, to structure my thoughts after the nonsense nihilism I’m being presented with. We are being spoken to like idiot children. We are speaking to each other, like idiot children. I don’t understand, how anyone can take it.

Journalism, I think, is more a symptom than a cause, but it is also a Rubicon, and its demise is furthering the sickness.

I can appreciate some well thought out nihilism. I enjoy slumping into a dark hole and meditating on nothingness. As long as it is THOUGHTFULL. As long as it is an exercise, to embolden and strengthen the mind. As long as it is something to be overcome, and not something to be content with.

But what we are all being presented with, is not a challenge; it is a nerve-numbing drug. I do not live in a world without intent; and reading the spew from the ones that do, I sense their purpose: To kill me. To kill everyone. To make us senseless and without intent. Because doing otherwise, to consider individuals, to consider statements, to have even the simplest thought-experiments, would “strengthen the nationalist right-wing.”

These monstrous people are creating their own monsters. Nothing more needs to be said about that.

More and more, we live in a world of Radical Linguistic Consequentialism. And while I am a man who can appreciate some realpolitik, I draw the line –exactly- at politics. Politics IS a madhouse, necessarily and unavoidably so. I don’t praise this circumstance, but I see no good reason to deny it. Our people are prone in certain ways, and the very base idea of politics comes with a set a flaws; one being, that it attracts a certain kind of people: Madmen.  In the best of times, this could be considered containment.

They are contained no longer, and they have brought their base philosophies further into the lives and worlds of real people. What happens, when we act as if words, and more importantly, sentences, are considered completely separate from intent?

Then we live in a world without intent. And that, ladies and gentlemen, is literally madness.

If you believe that whether an utterance is “just” or “true”, is depended on what it makes other people feel? Then you have caught yourself in an infinite regress of meaninglessness. In such a state of mind, no one can ever be in control of themselves. No one can ever formulate anything. Nothing new can happen, because nothing new can be heard, that wasn’t first said. Believing so, is mental suicide. In such a world, we stagnate into nothingness.

It is a cruel irony that the proponents of this radical consequentialism are usually self-identifying agents of progress and change.

In the minds of these people, my every concern, my every formulation can be disregarded. They do not only WISH me dead, for having my concerns; they already consider me so.

All simply for the misconception, that I’m talking about politics. That I’m talking about the right-left game. That I am on the other “team”.

I am not.

Politics are a waste of mental resources. Philosophy is an after-thought. There appears to be no functional solution.

People are beginning to believe that certain utterances are Magic, and if spoken aloud, will end the world. Tomorrow is a day of utter neurosis. We lie, more and more, to each other, to avoid anyone saying the “magic” words. And we are all going mad from the dishonesty of it all.  Human beings cannot live like this.

More and more, we live in world that consists only of consequences, and has no beginning, nor structure. How could that ever be anything other than absolute and continuous madness?

The world is going mad.

This bothers me. It bothers me a lot.



Der er en længsel efter magi i os. Ikke rigtig magi; det findes ikke. Det ved vi godt, alle sammen, uanset hvor meget vi ville ønske, at det var anderledes, og hvor meget, vi forsøger at bilde os ind, at det var. Uanset hvor meget vi dagdrømmer om Harry Potter. VI ville sådan ønske, at det gjorde.

Rigtig magi, den mytologiske, jungianske ”Magiker”, den forstående psykologiske kraft, som mange tvinger sig til at kalde en ”energi”, i mangel på et bedre ord – og tro mig, jeg hader brugen af det udtryk – Det findes til gengæld. Og det er det, vi længes efter. At grave ned under den simple og kolde mekaniske universale verdensforståelse, vi får banket ind i gryden i folkeskolen. Det er nemt at sige, at vi leder efter ”mening”, men det er heller ikke hvad jeg mener, det er for upræcist. Vi leder efter spiritualitet, ja, men mere end det, længes vi efter døden – eller, i det mindste, at have nogle autoriteter på døden. At have et forhold til livet.

At kalde det en energi er ikke det rigtige ord; det er ikke noget der findes ”derude” i verden, som vi tapper ind i – selvom nogle foretrækker at forestille sig det sådan. Det er noget indre, en drivkraft, en motivation. Den skabende, kreative, til tider destruktive, bagtanke, der ligger et sted nedenunder dine tanker. Det er noget, du har inden i dig. At kalde det for ”magi” er selvfølgelig kun digterisk. Det er psykologi.

Det er en panisk, desperat trang, der er vækket i mennesket, som hører med til at være menneske. Og vi får ikke afløb for den, fordi vi lever, i den sikreste, mest ufarlige tidsalder i menneskehedens historie. Verden, som den er blevet solgt til os, er grå og kedelig. Og vi længes efter farver.

Mennesker tænker binært; og lige så trætte som vi er af den kolde universalisme, lige så forfærdeligt rundt på gulvet er vi over, konstant at blive mødt af den ultimative relativisme, der popper op hele tiden, og gør sig til, som det eneste alternativ.

Når jeg er til terapi, eller blot snakker med ”normale” mennesker, om mit forliste forhold til en kvinde, gør det intet for mig, at blive bekræftet i, at ”det er min sandhed”, og at man ”ikke kan ændre på, hvis man føler sådan”. Det betyder intet! Intet flytter sig i mig, og intet flytter sig i verden; det er tom luft. Jeg vil påvirke din sandhed, jeg vil tage dig i hånden, og måle os i forhold til en sandhed der står udenfor os. Jeg er ligeglad med om den findes; jeg har læst filosofi, og ved godt, at det ikke er på mode. Jeg er ligeglad. Mode er for kujoner. At kigge gud i øjnene som en ligemand, er for cool guys, som mig selv.

Jeg længes, som jeg tror en masse længes, efter mere end grundløs relativisme. Jeg tror, at en masse længes efter at dykke ned i mørket, og snorkle efter mørke sandheder. På samme måde, som intet er mere deprimerende, end at se en plakat med smilende mennesker, skuespillere der er ansat til at smile, for at sælge dig et objekt, under påskuddet af at det skulle få dig til at smile; tror jeg ikke at noget er mere ødelæggende for vores spirituelle liv, end at leve i en tidsalder af total indifferens og tilladelse, som er den moderne moralske og spirituelle relativismes forældre. I en verden hvor alt er tilladt, er alting først og fremmest kedeligt. Og det er høsten, af den relativisme vi har påduttet os selv.

Men som med så meget andet, har vi ikke ordene til at sige det, til at snakke om det; så i stedet snakker vi om Harry Potter og Hobitten.

Selv i Harry Potter, støder vi på den ægte magi; Skurken er ”den unævnelige”. Det er den magi, vi længes efter, nemlig altid – og den mythologiske Magiker, som vi kender fra Jung og Tarot, og eventyrsanalysen vi lærte i folkeskolen, hvis vi hørte efter, havde ikke ”trylleformularer”, hans magi var aldrig noget der kunne sættes på en formel. Merlin og Zarathustra kan ikke en ”magisk sprog”, hvor den rigtige lyd, får en flamme til at skyde ud af deres stav. De kan et usynligt, uhørligt sprog. Deres magt er ikke lyn og konjuration, men viden.

Den eneste magiske figur i Harry Potter er Voldemort, for det er i ham, at det usigelige, uforståelige, er manifesteret.  Han er Magikeren, fordi han har studeret døden, fordi han ved, hvad døden er, og han har besejret den. Han har forbudt viden og det gør ham magtfuld, før han overhovedet har gjort noget (Det er i hvert fald, hvad jeg må gå ud fra, da han ikke rigtigt udretter noget på noget tidspunkt i alle 7 bøger). Han er ingen helt, selvfølgelig, men det er mere en litterær tilfældighed. Jeg tror det er fordi vi er så distancerede fra magien, at vi frygter den. Man frygter altid den sande magi, selvom vi også længes efter den. Harry Potters eventyr, er et forsøg på at have your cake and eat it too. Det er en kastreret fantasi; vi ønsker et transcendental oplevelse og forståelse, men uden faren af at konfrontere det uforståelige, i Voldemort, eksemplificeret ved døden.

Alle de store narrativer, i vores tid, resonerer af denne længsel. Harry Potter, Ringenes Herre (filmatiseringen vel at mærke – mere om det senere), eksplosionen af superheltemythos i populærkulturen – specielt populariteten af Game of Thrones (her er også en forskel på bøgerne og filmatiseringen) illustrerer hvad jeg mener: Det er historier, om magiens genfødsel ind i verden.

Det resonerer med os, fordi vi er desperate efter Magikeren i vores liv. Der er noget forsonende, ved at se en historie om en verden, der er så død, kold, brutal og mest af alt forudsigelig – blive forstyrret af Magien.

Vi lever, de fleste af os, en kold, død, brutal og forudsigelig hverdag. Selv vores verdenshistorie læser vi, død og kold. Når vi læser om fortidens religioner, læser vi med døde øjne deres storslåede myter om slanger der æder verden, og døden der danser en dans, der dræber for at kunne genføde, om 30.000 riddere, der vandrere til det hellige land til fods, og sang samler, mens pilene fra djævelens soldater faldt som regn over dem; vi ”ved” at det ikke er sandheden, og aldrig kan blive andet end fjollede fantasier.

Men vi ville ønske, at vi kunne vide noget andet. Vi leder hele tiden, efter den næste store fortælling; den der igen, hvis bare for et øjeblik, kan få os til at tro på, at noget nyt kan blive skabt, og vi ikke lever i slutningen af verden.

Det bedste eksempel er Ringenes Herre. I sit oprindelige format, er det nemlig det modsatte; en historie om en verden, hvor magien er ved at dø. Elverne drager mod vest, dværgene er ved at uddø, Sauron bliver myrdet – og de, af de sidste ”umagiske” figurer, der har været en del, af den sidste konflikt, tager med Gandalf over havet efter elverne. Tonen er praktisk talt apokalyptisk. Verden efterlades et fundmentalt anderledes sted på den sidste side, end den var, på den første. Magien er fosvundet, og moderniteten begynder. Men hvad sker der, når vi fortæller den samme historie efter år 2000?

De samme storybeats gentages, men tonen er anderledes. Naturguden Tom Bombadils musen om sin egen snarlige og uundgåelige død og destruktion, er fjernet. Gandalf, i stedet for at være den Mytiske magiker, hvis magt er viden og rådgivning, skyder med ild og lyn, og laver, hvad bogudgaven nedladende kalder ”parlor tricks”. Når Aragorn bliver konge, er det ikke som menneske, men som Gud. I filmene mister verden ikke sin magi; I filmene redder heltene magien i stedet, fra ”onde” magikere, Sauron og Saruman. Verden forbliver magisk, og det er hvad vi fejrer til sidst.

Historien bliver fortalt baglæns; Hobbitten bliver filmatiseret bagefter, og er kun mere magisk, mere storslået, mere spraglende og fyldt med farver – og ultimativt uden sjæl. Jeg tror, at bagmændene håbede på, at de fleste der så filmene ikke tænkte over at det var en forhistorie.

For vi længes efter magien. Og ingen kunster ved sine fulde fem kunne finde på at lave en historie om en verden hvor magien dør, i vores samtid.

I Game of Thrones er der lidt det samme på spil, men under lidt anderledes omgivelser. Verden er grå og kedelig; verden er så rigid at en vinter kan tage utallige år. De politiske intriger kører i ring, og verden har været fanget i den samme cyklus i, så vidt jeg husker, i hvert fald et årtusinde, uden nogen social, politisk, eller teknologisk udvikling. Selv når du læser bøgerne, eller ser serien, you fucking plebes, begynder du omkring bog 3 eller 4, at kunne se, at politikken, der i starten var dødspændende og dramatisk, langsomt bliver forudsigelig.

En lille edderkop vandrede lige ud af min computer. Jeg tager det som et godt tegn. Jeg må være på sporet af noget.

Hvad Game of Thrones/Song of Ice and Fire er, mere end noget andet, er en rigid og stoppet verden, der bliver revitaliseret; drager fødes, magi vækkes langsomt til live efter at have været forsvundet i århundreder, og der kommer spooky zombie-elves fra nordpolen. Spillereglerne ændrer sig. Pludselig sker der noget. Noget nyt. Noget anderledes.

VI drages af Heksene. De eneste historier, der involverede hekse og vise mænd, jeg nogensinde har fået fortalt i min opdragelse, eller på noget punkt i skolesystemet, har altid været med forklaringen; I gamle dage blev hekse myrdet. I middelalderen, blev man druknet for at være magisk. Nu til dags ved vi bedre. Nu til dags ”ved” vi, at de var heltene all along.

Onde troldmænd er ikke længere onde, fordi de er troldmænd, og det er altid vigtigere for forfatteren (og, tror jeg, for publikum), at det var hvad man troede dengang, men sådan er det altså ikke i virkeligheden. Det er som om, det er vigtigere end, både at de er onde, og at de er troldmænd.

Hvis de er onde, er det altid som en eftertanke. Vi bryder os end ikke om at forestille os onde troldmænd; Voldemort må humaniseres og gøres til en stakkel og et offer, han må blive til Tom RIddle, for at vi kan holde historien ud.

Det tror jeg er en fejltagelse. For troldmanden er netop den figur, der er bindeleddet mellem os og ondskaben. Det er ham, vi har brug for, for at kanalisere den. For at forstå den. For at kunne se den. I en verden, hvor al ondskab rationaliseres til at være resultat af børnemisbrug, i en verden, hvor alle skurke først og fremmest er stakler – er der heller ingen godhed. Der er intet ansvar, hverken for sig selv, eller andre.  Og der er ingen magi.

Og selvom magi, selvfølgelig ikke findes i virkeligheden, kan vi ikke klare os uden. Vi længes efter den. Det er selvfølgelig ikke rigtig Magi; det er psykologi. Og vi tørster, desperat, efter den. De historier, vi fortæller hinanden om magiens genfødsel, er for salte, og vi kan ikke tro på dem, ikke rigtigt, ikke længe nok af gangen. For magien bliver udtalt. Den bliver systematiseret. Den bliver til en trylleformular, og ophører med at være magisk.

Kun så længe det er noget usigeligt, er det den ting vi længes efter. Så snart det bliver en ”ting”, har det mistet den ordløse egenskab vi tørster efter. Dette er en fordel for Hollywood. Vi drikker af et saltvandskilde, og bliver tørstigere og tørstigere.

I hvert fald, indtil jeg bliver færdig med den roman jeg er ved at skrive. Når den først er i butikkerne, skal vi nok begynde at finde ud af det hele.

Spoilers: The magic was inside you all along.



Digte er for lange.
Formuler dig præcist.
Sandheden rimer ikke.
Opsætning er alt.

Digtere er løgnere.
Sandheden rimer ikke.
Digtere er kujoner.
Kærligheden rimer ikke.
Digte er forkerte.

Read More

Om at bombe på en scene, i skolegården, og mellemøsten

Solidaritetskampagnen blev startet i forgårs, og startskuddet lød så voldsomt, at 12 mennesker gik til af det. Nu skal vi til at snakke om ytringsfrihed i aviserne igen. Jeg tror der er en lille del af enhver avisredaktørs hjerne, der blusser op i glæde hver gang en vred fundamentalist reagerer med vold over noget ”journalistik”, satiriske tegninger og hvad har du. 2 fluer bliver ordnet med et smæk, man får lejlighed til at retfærdiggøre den videre eksistens af et medie der i lang tid har været i forfald, og der er lækkert forsidestof der sælger nogle aviser, og giver nogle hjemmesideklik. Jeg anklager ikke nogen for noget, men jeg understreger, at det altid er værd at betænke, om nogle af parterne i en sag, kan have en vægtet interesse.

Ytringsfriheden er under angreb! Det er vigtigt, at vi ikke giver efter, og ikke viser ”Dem” at vi er bange. Der gik ikke mere end en time, efter den første overskrift ping-pongede frem mellem mine ”venner” på Facebook, til at jeg så den første Muhammed-tegning der var tegnet i respons. De følgende timer, er der kun kommet flere. Sympatitegninger, der stiller de myrdede satirikere op som stakler og ofre, med store dumme terrorister der står over deres lig: ”They drew first!”. Ha, ha, ha. Det er sådan vi forsvarer den vestlige verden fra gale mennesker med automatvåben og bomber. Med fucking ordspil.

Read More

Abekattestreger II: Hvordan jeg lærte at glemme mine bekymringer og elske forskelsbehandling baseret på race

Da jeg stod i badet i morges, efter at have spist morgenmad og læst avis, opdagede jeg, at jeg aldrig kommer til at leve mit liv, uden racisme. Jeg vil aldrig nogensinde opleve en dag, hvor jeg ikke, på et tidspunkt, tænker på racisme. Enten ved at jeg læser en avisartikel, der handler om indvandrere, og har udsagn fra repræsentanter fra den værdipolitiske højrefløj, ved at jeg snakker med andre mennesker om kunst eller kultur, eller, gud forbyde det, jeg har et svagt øjeblik og kigger på noget, nogen har skrevet på internettet. ”Kommentarfelter” har morsomt nok fået meget skæl ud i medierne på det seneste, men det er et sidespor: lad mig runde det af, ved at sige, at det i mine øjne er en ”skoven-for-bare-træer”-situation.

Read More


Jeg vil hellere have aber end børn. Når jeg ser frem, i min tænkte fremtid, altså. Hvis jeg forestiller mig selv om 10 år, ser jeg mig selv omringet af små aber ude i en skov. Måske ikke i Danmark, det er velsagtens lige koldt nok til den slags. Hvad ved jeg, jeg har ikke sat mig ind i det. Jeg forestiller mig, at små aber ikke vil være pjattede med den danske vinter, og da slet ikke at bo i et lille, ikke-airconditioned skur i en granskov. De har selvfølgelig pels til at holde på varmen, men det forekommer mig ikke, at mine små aber ville nyde den nordiske kulde. Måske er min bekymring for abernes varme til dels et udtryk for at jeg selv er lidt kuldskær. Read More